Ole Wolf
Ole Wolf

Ole Wolf bliver ny leder af Syddjurs Bibliotek

10.10.23
Fra 1. november 2023 tiltræder Ole Wolf som leder for Syddjurs Bibliotek i forbindelse med en organisationsændring.

Stillingen som leder af Syddjurs Bibliotek har stået ledig siden april 2023, hvor den tidligere leder Claus Petterson blev direktør for den Jyske Opera. Ole Wolf, der er nuværende chef for Kultur og borger, har nu takket ja til stillingen som biblioteksleder. Han tiltræder den 1. november 2023.

Ændringen sker i forbindelse med en kommende organisationsændring af Syddjurs Kommunes koncernledelse og sekretariatsafdelinger, hvor stillingen som chef for Kultur og Borger nedlægges pr. 1. november 2023 og Kulturområdet får direkte reference til en nyoprettet chefstilling, der forventeligt er besat per 1. marts 2024 . Der vil blive udsendt særskilt information herom senere på efteråret.

Ole Wolf har været ansat som chef for Kultur og Borger i Syddjurs Kommune siden 2017. Tidligere har han været koordinator på kulturområdet i Horsens Kommune og har desuden været Interim Programme Manager i Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad.

Direktør for Job og Velfærd Katrine Axél udtaler om ændringen:

"I forbindelse med omlægning af vores ledelsesstruktur har vi fra Direktionens side tilbudt Ole Wolf stillingen som biblioteksleder, og det er jeg rigtig tilfreds med, at han har takket ja til. Han har et hjerte, som banker for kulturen og for de positive effekter, som den har i lokalområderne. Han vil blive en stor gevinst for vores biblioteksområde, og jeg glæder mig til at samarbejde med ham i hans nye stilling."

Ole Wolf er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet. Han har lang erfaring med kulturområdet og har derudover haft en nøglerolle i regionale samarbejder om blandt andet udvikling af festivaler og byudvikling.

Kilde: Syddjurs.dk