For børneinstitutioner

Børnebibliotekets bøger åbner for en verden af leg, oplevelser, viden, sjov og fællesskab!

Vi vil gerne give børnene i Syddjurs gode oplevelser med bøger og være med til at grundlægge en interesse for bøger og biblioteket, som vil vare ved resten af livet. Derfor tilbyder vi en række muligheder til børneinstitutioner og dagplejere, der med udgangspunkt i bøgernes verden, netop skaber leg, oplevelser, viden, sjov og fællesskab for jeres børn.

Bogvogterkursus
Med hygge, sjov og højtlæsning lærer vi jeres børn, hvordan de skal passe godt på bøgerne. Bibliotekets bogspisende krokodille er med, og han kan også lide at bide lidt i børn! Bogvogterkurset er målrettet børnehavebørn.


Depoter for børn fra Syddjurs Bibliotek
Har I ikke selv mulighed for at komme på biblioteket, kan biblioteket komme til jer, når vi hver tredje måned kører ud til kommunens børneinstitutioner med depoter. I har mulighed for at modtage depotposer til vuggestue- og dagplejebørn - en depotpose indeholder primært pegebøger, men også musik, en film og en fagrelevant bog for de voksne. Til børnehavebørnene pakker vi depotkasser med bl.a. billedbøger, fagbøger, sangbøger, eventyr og bøger til højtlæsning.

Ud fra et ønske om at understøtte læsningen hos forældre og børn der ellers ikke læser sammen, kan det give mening at I låner depotbøger videre til institutionens forældre. Her skal I blot være opmærksomme på at institutionen i så fald altid hæfter for de samlede depoter der lånes fra biblioteket. Vi anbefaler derfor at institutionen altid noterer hvilke bøger der lånes videre, og til hvem.

I folderen "Depoter for børn fra Syddjurs Bibliotek" nedenfor kan I se flere detaljer om tilmelding m.m.

 

Særlig lånetid

Som børneinstitution/dagplejer har I mulighed for at oprette et institutionslånerkort, der giver jer 3 måneders lånetid i stedet for den normale lånetid på 1 måned.
Kontakt biblioteket, hvis I er interesseret i at få oprettet et institutionslånerkort.

Vi kan særligt anbefale vores sprogkufferter, der med udgangspunkt i lege og forskellige effekter styrker sprogstimuleringen, og vores Klakx-tasker, der bl.a. understøtter finmotorikken, fantasien og samarbejdsevnerne.

 

HUSK:
Syddjurs’ børn, børneinstitutioner og dagplejere er altid velkomne på biblioteket!
I kan bruge biblioteket alle dage fra kl. 8.00-22.00. I skal bruge en voksens sygesikringskort for at åbne døren.
Se også de betjente åbningstider her.

På biblioteket kan I lege, læse højt, selv vælge bøger og bare have det rart. Det er jeres bibliotek!

 

I er selvfølgelig også altid meget velkomne til at kontakte jeres lokale børnebibliotekar

Anne-Marie, Ebeltoft og Kolind

Kis, Rønde

Louise, Hornslet