Den magiske lygte

” Lygtemand lys for mig, jeg er i nød. To mønter du får, for at undgå min død. ”

Børnene Solrun og Elias sad på loftet i stuehuset med halvåben mund og opspærrede øjne, der tindrede i den magiske lygtens skær. Solrun åbnede forsigtigt den ene glaslåge og lagde hastigt to mønter ind i lygten, hvorefter hun lukkede den igen. Mønterne havde hun fra sin egen sparegris. Hun regnede ikke med at det betød noget hvor de kom fra. Det var også hende, der havde udtalt de skæbnesvangre ord. Som ved et trylleslag forsvandt mønterne og blev erstattet af små flammetunger, der slikkede op ad lygtens glasvægge. Solrun pustede en hvid krøllet hårlok væk fra øjet og så sig nervøst over skulderen. Ingen trin på trappen. Mor og far sov. Farfar lå i gæsteværelset på en sovesofa og snorkede, eller det vil sige, de snorkede alle tre. Men den gamle mand var mest højlydt. Det var faktisk lyden af hans harkene og brummen, der havde vækket Solrun første gang hun fandt ud af hvad der foregik oppe på loftet. For et par uger siden havde hun fulgt efter deres ældste søster Gudrun derop og set hende tænde smedjejernslygten med den samme remse. Forventningsfuld havde Solrun fra sit skjul set lygtens lys brede sig i det lavloftede rum. En trædør var opstået midt i luften, ovenover den lille lygte og Gudrun havde åbnet døren og var forsvundet igennem den sammen med lygten. Dagen efter kom Gudrun heldigvis tilbage. Solrun havde konfronteret storesøsteren med hendes opdagelse, men havde lovet ikke at sige noget. Alligevel havde Solrun fulgt storesøsterens færden på loftet i al hemmelighed. Men den sidste gang Gudrun gik derop, kom hun ikke tilbage næste dag. På loftet fandt Solrun kun lygten. Gudrun var ingen steder at se. Solrun havde været tavs dagen efter. Men da de voksne begyndte at ringe rundt til Gudruns venner og far ledte med hunden i området, begyndte Solrun og hendes lillebror at synes at det hele var lidt uhyggeligt. Hun havde selvfølgelig fortalt ham hvad der var sket. Sådan noget kunne hun ikke gemme på selv. Solrun havde det skidt, da mor begyndte at græde meget. Til sidst havde forældrene ringet til politiet og da to betjente pludselig stod i stuen, var det hele blevet lidt for meget for Solrun og tøvende havde hun fortalt dem hvad hun havde oplevet på loftet. Politiet var venlige nok og gik med op sammen med resten af familien. Faren genkendte lygten, som han fortalte, var et familieklenodie. Et arvestykke fra hans mor, som var forsvundet ud i mosen for mange år siden. Men far ville slet ikke tale om det. Mor syntes det hele lød som pure opspind og havde sagt til begge sine børn at de ikke måtte lyve. Nu gjaldt det om at finde Gudrun hurtigst muligt og ikke rende rundt og lege skjul. Solrun havde følt sig skyldig og tav, mens Elias så råvild fra den ene til den anden. Bagefter havde moren undskyldt sig overfor betjentene og de var gået tilbage til stuen. Solrun forstod da, at det var op til hende selv at finde Gudrun. Elias ville selvfølgelig med. Og hun lod ham, fordi hun ikke turde tage af sted selv. Hun havde stillet vækkeuret til midnat og derefter vækket sin lillebror, Elias, som søvnigt, men pligtopfyldende var fuldt efter hende. Børnene havde tjekket op på de voksne, inden de til sidst gik op på loftet, hvor lygten stod og ventede på dem. Så nu var de her. På loftet. Midt om natten. Kun iført deres nattøj og med bare fødder. Og de voksne sov et sted under dem. Hun kunne svagt hører deres snorken under sig. Det lød velkendt og trygt. Elias flyttede uroligt på sig. Hans ben sitrede. Det var koldt deroppe. Men Solrun orkede ikke at gå tilbage efter mere tøj og sko. I stedet lagde hun en arm om ham. Det hjalp. Det ville heller ikke tage lang tid at finde Gudrun. Det var Solrun sikker på. Storesøsteren havde sikkert bare glemt lygten sidste gang hun gik igennem døren og nu stod hun bare på den anden side og ventede på at Solrun skulle åbne den. Solrun smilede for sig selv. Det var godt de kom og reddede hende. Forældrene ville blive så glade når alle deres børn kom tilbage. Hun blev revet ud af sine heltemodige tanker, da lyset brød ud over lygten og bredte sine strålevinger hen over loftets støvede gulv og skumle vægge fuldt af spindelvæv. Elias gispede og spærrede øjnene op. Over det sorte smedejerns håndtag begyndte omridset af en dør at tage form. Solrun tog fat i Elias hånd og knugede den ind til sig. Så tæt på døren havde hun aldrig været før. Døren blev hurtig solid, lysebrun og lignede at den var gjort af træ med fine udskæringer af underlige dyrefigurer. Børnene rejste sig hastigt og Solrun rakte ud efter dørhåndtaget, som var formet som et aflangt blad. Hendes hånd skælvede af bar ophidselse, da hun trak håndtaget ned og åbnede døren på klem. Et stærkt lys strålede dem i møde og skar i hendes øjne, så hun blev nødt til at skygge for sit ansigt med den ene hånd. Elias holdt godt fat i hendes arm, da hun løftede benene for at tage de første skridt ind over dørtrinnet. Heldigvis kunne hun straks mærke fast grund under fødderne på den anden side og trak ham med sig. Det var varmt grus og det var i starten ret ubehageligt at stå på. Solrun bed sig i læben og ærgrede sig over at de ikke havde taget sko med. Nu hun tænkte over det havde Gudrun faktisk været fuldt påklædt, når hun gik ind og ud ad døren. Men hun trøstede sig med at de jo heller ikke skulle være der ret længe. Bare lige få fat i Gudrun og så hjem igen. Det kunne da ikke tage lang tid. Omridset af hendes egne fødder begyndte at ses. Det var ganske rigtig grus de stod på. Måske en vej. Ved siden af hende stønnede Elias og forsøgte at begrave sit ansigt ind mod hendes krop.

” Elias. Giv slip på min arm. Jeg skal have fat i lygten inden døren lukker. Ellers kan vi nok ikke komme hjem.”

Hun kunne mærke at han rystede på hovedet. Solrun sukkede tvært og kunne bag sig ane døren, som endnu stod åben. Hun vendte sig en halv omgang med broren klyngende om sin arm og rakte ind over dørtrinnet og fik fat i lygtens håndtag. Så var det gjort. Straks derefter lukkede døren og lyset blev aftagende. Solrun stillede lygten fra sig på jorden og så sig omkring. Hjertet sank hurtigt ned i livet på hende. 

Luften var kvalmende varm og der lugtede råddent, harskt og syrligt. Hun holdt sig for næsen. Den stille vind hvirvlede støv op og gjorde sigtbarheden dårlig. Alligevel kunne hun skimte en bleg sol på himmelhvælvingen. Elias forsøgte at kvæle et hosteanfald med den anden arm, mens han fortsat klyngede sig til Solrun. Hun havde ondt i den arm han hev i. Men indtil videre havde hun ikke tænkt sig at gøre noget ved det. Hun forstod godt at han var bange. I stedet gik hun et skridt frem og fik bedre sigtbarhed, da støvet lagde sig. Hun hev efter vejret og blinkede et par gange med øjnene. Så langt øjet rakte stod der lange pæle i jorden prydet med kranier. Ikke menneskehoveder. Men noget der lignende. Enkelte af dem havde stadig kødtrævler og hudflapper, der hang fra kindbenene eller øjenhulerne. På disse pæle sad der flere sorte fugle og hakkede i det som var tilbage på de døde. Solrun rystede på hovedet og så sig fortvivlet omkring. Det her var ikke godt. Mens støvskyerne blæste op og ned om dem, så hun fortvivlet rundt. De var omringet af døde væsner. Elias begyndte at klynke.

” Solrun. Jeg vil hjem.”

Han havde også fået øje på de uhyggelige kranier. Solrun sank en klump. Hendes stemme var hæs, da hun svarede ham.

” Det kan vi ikke. Vi bliver nødt til at lede efter Gudrun. Hun skal med hjem. Hun kan ikke blive her. Vel!”

Elias rynkede brynene og stirrede frem for sig, som om han tænkte alvorligt over hendes ord. Men nu var de jo kommet så langt og der var endnu ingen grund til at tage hjem igen uden Gudrun. Solrun knugede om lygtens håndtag og trak sig fremad. Elias fulgte med tæt op ad hende og gjorde hendes gang besværlig. Lygten svingede ustandseligt ind mod hendes ben ved hvert skridt og det begyndte at gøre ondt på hendes ene lår. Solrun nikkede fremad.

” Kom. Vi leder lidt derovre. ”

De gik i cirkler rundt om de første pæle og kiggede i smug på de skrækindjagende flænsede hoveder. På et enkelt et af kranierne sad et spidst øre med en gylden ring i. Det kunne ikke være et dyr, der hang der. Det måtte være en slags mennesker med aflange hoveder og spidse ører. Enkelte havde endnu hår på hovedet. Det var brunt eller gyldent. De sorte fugle fulgte nysgerrigt børnenes gang om pælene mens de plirrede med øjnene. De gik et par runder mere mens de holdt øje med dem. Sveden begyndte at pible frem under det tynde nattøj og fik det til at klistrer til deres hud. Elias trak vejret besværligt og standsede beslutsomt. Han fjernede en klistret lys lok fra sin pande og kiggede bedende op på hende.

” Jeg tror altså ikke Gudrun er her. Skal vi ikke tage hjem? ”

Solrun sukkede træt og skulle lige til at foreslå at de gik længere ind blandt rækkerne af pæle, bare for at gøre et sidste forsøg inde de tog hjem, da de hørte en hvislende lyd. Hun vendte sig om efter lyden og så til sin rædsel noget mørkt og stort liste sig ind på dem. Bag en støvsky glimtede to røde prikker i den mørke silhuet. Solruns hjerte slog hårdt ind mod hendes brystkasse. Det føltes som om det var på vej op ad halsen. Elias knugede hendes arm så hårdt, at hun blev nødt til at skubbe ham fra sig, fordi det gjorde så ufatteligt ondt. Han løsnede sit greb. Men slap hende ikke. Skyggen rejste sig op over dem og kom ud af støvskyen med en lang glidende bevægelse. Solrun skreg højt og hjerteskærende. Elias stemte i med et vildt hyl. Han forsøgte at trække hende væk. Men Solrun kunne ikke. Hun var stiv af skræk. Foran dem tårnede sig en kæmpeslange med et udspilet og vibrerende hoved. Øjnene var røde og gnistrede, som små lyn. Den halvåbne mund afslørede fire dolkelignende tænder og en våd tvedelt tunge, der sitrede i den tætte hede. Fra mundvigen dryppede der en klar væske der, når den ramte jorden, ætsede småstenene under den med et kraftigt syden, så jorden blev sort. Solrun så sig desperat omkring, mens Elias slap hende. De måtte se at komme væk. Men hvor skulle de løbe hen? Bag en af pælene? Den ville hurtigt finde dem. Det var hun sikker på. Det var tydeligt at den fulgte deres mindste bevægelse med de skinnende øjne. Hun så sig om efter Elias og nåede at se det nederste af hans blege, tynde ben på vej ind i den nærmeste støvsky. Med hjertet i halsen fulgte Solrun efter. Lige i det hun smuttede forbi, strejfede slangens kind hendes ærme og der lød et ” Vujzt” i luften. Hun kastede hurtigt et blik på ærmet mens hun spænede og så et hul i bomuldsstoffet. Solrun skreg og løb efter lyden af Elias skridt, mens småsten og støv fløj op om hendes ben. Bag sig kunne hun hører den svitsende lyd fra jorden, når savlet ramte stenene. Men det værste var at hun ikke kunne ryste den kæmpemæssige skygge, som gled frem foran hende på jorden, fra sig. Det monstrøse væsen fulgte hende lige i hælene. Solrun nåede frem til den første pæl og løb i zigzag mønster frem til den næste og sådan blev hun ved. Hvis bare hun kunne ryste sin forfølger af sig. Det smertede i hals og bryst. Hun hev efter vejret. Det sved i øjnene af al det støv som ramte hendes ansigt og forringede hendes syn. Men hun havde ikke tid til at fjerne det. Hun gled og var lige ved at tabe lygten. Da hun var ved at rejse sig, slog slangen til. Hun mærkede dens isnende overflade strejfe en lang krøller, som hang ned i den ene side ved ansigtet og så hårstrået falde ned på jorden. Det tæt på. Til hendes lettelse fejlberegnede den afstanden og Solrun gled under dens kæmpehoved og kravlede panisk videre hen til næste pæl uden at rører ved den giftige hud. Hun satte sig op ad den og holdt vejret. Hun skimtede efter Elias mellem pælene. Men kunne ikke se ham nogen steder. Forhåbentlig havde lillebroren fundet et godt sted at gemme sig. Bare en af dem overlevede dette, så ville det være fint for hende. Men han blev jo nødt til at få fat i lygten for at komme hjem. Hun håbede, at han kunne klare at finde hendes døde krop og tage lygten til sig og at han huskede remsen, så han kunne komme hjem. Men hvad med Gudrun? Solrun sank en klump og tænkte den forfærdelige tanke til ende. Hvis hun havde mødt dette monster, så var hun sikkert død. Solrun kunne mærke vreden stige i brystet. Hun strammede grebet om lygten og fnyste vredt ud af næseboret. Bag sig kunne hun hører lyden af slangen. Den var lige bag hende. Solrun stemte i med de ømme fødder og gled langsomt op ad pælen og fik fodfæste. Hun gjorde sig klar til at løbe endnu en runde. Slangen var lige over hende nu og modvilligt så hun op, mens det løb koldt ned ad ryggen på hende. Monsteret lagde hovedet på skrå og skævede ned til hende. De lynende øjne viste ingen nåde, munden stod åben og giften skummede i mundvigen. I et splitsekund drejede Solrun hovedet mod venstre som om hun ville løbe den vej. Slangen gjorde det samme. Men i sidste sekund spænede hun i stedet mod højre og det var nok til at slangens dødelige hug endnu en gang missede hende. Solrun nåede hen til næste pæl og videre ind i næste støvsky. Men den skurende lyd fra slangens bevægelse var lige bag hende. Solrun skreg fortvivlet og løb forbi flere pæle med smedejernslygten dinglende i den ene hånd. Fem skridt nåede hun at bevæge sig væk, så huggede slangen til og ramte endnu en gang ved siden af. Da var det Solrun standsede brat op, hev efter vejret og så forvirret på monstret. Det her kunne ikke passe. Hendes øjne brændte af træthed og blev små sprækker, mens hun betragtede slangen på ny. En tanke jog igennem hendes hoved. Den leger med mig. Ligesom katten leger med musen. Solrun sank kraftesløs sammen foran sin bøddel. Med sine sidste kræfter skreg den spinkle pige op mod den.

”Jeg gider ikke mere. Fatter du det! Så hug dog til!”

 Monstret rejste sig op over hende, trak hovedet tilbage og gjorde sig klar til at hugge til med vældig kraft. Solrun lukkede øjnene. Et eller andet sted kunne hun hører nogen græde. Det måtte være Elias. Han var stadig i live. Hun smilede ved tanken og i korte glimt så hun sin familie for sig. Elias med sin skøre grin og munden fuld af vingummi. Mor som puttede dynen om hende og Elias om aftenen og far, som fortalte historier om lygtemanden i natlampens skær. Farfar som fløjtede glad et sted i huset. Og Gudrun. Solrun sank en klump og mærkede tårerne trille ned ad de ophedede kinder. Den hemmelighedsfulde Gudrun, der altid smilede forsigtigt til hende. Som om hun gerne ville fortælle hende noget, men ikke kunne. Hvorfor? Havde det noget gøre med denne verden? Solrun sukkede opgivende og bøjede hovedet. En metallisk lyd efterfulgt af en kraftfuld susen skar igennem luften. Derefter lød der et ækelt plask. Overrasket så hun op, idet slangens hoved trillede ned fra dens lange, glinsende krop og landede med stort bump på jorden. Sand og grus fløj op til begge sider af dens grufulde hoved. Jorden var farvet både sort og rødt. Dens gnistrende øjne stirrede vanvittigt frem for sig og Solrun kunne næsten ikke fatte at den nu lå livløst foran hende. 

” Solrun. Godt du kom. Har du Elias med?”

Solrun vendte hovedet mod den talende og kunne ikke tro sine egne øjne. Foran hende stod Gudrun iført en blank sølverne rustning og visir, som hun havde slået op. Tjavser af solgult hår stak frem under det. Hun smilede stort og øjnene strålede ved synet af sin lillesøster. I begge sine hænder holdt hun om skæftet på et langt dobbeltbladet sværd med indgraveringer af planter. Slangens mørkerøde blod dryppede endnu friskt fra klingen. Solrun kom langsomt op at stå og stirrede målløst på Gudrun, som ikke alene så anderledes ud. Hun virkede også helt anderledes. Mere sikker på sig selv. Gudrun slap sværdet med den ene hånd og strakte den ud mod Solrun. Lillesøsteren tøvede et øjeblik. Men så løb hun derhen og kastede uden omsvøb sine arme om den kolde rustning. Gudrun var lige ved at vælte bagover. Men holdt stand. Solrun kunne mærke at søsteren var blevet stærkere. Lige da hun skulle til at spørger hende om tusinde ting, faldt en anden ind over dem og krammede dem begge. Det var Elias. Solrun så ned på ham og lo glad. Hun purrede op i hans lyse, svedige krøller og gav ham en et kys på hovedet. Gudrun skubbede dem lidt væk og så dem an, mens hun stadig smilte.

” Har I ikke ordentlig tøj og sko på?”

Hun trak på skulderen og gav dem en kram til, mens hun ytrede.

”Nå pyt. I får alligevel noget andet på, når vi kommer til Mansai. ” 

” Mansai?”

Solrun trak sig lidt væk og så op på Gudrun. Elias var begyndt at pille på det bladformede skæfte.

” Ja. Det er en stor by, hvor jeg bor. Jeg er ridder og hjælper Elverne med at besejre den onde dronning Solai. Det var hendes slange som I mødte. Godt jeg nåede at redde jer i tide. Men jeg vidste jo ikke hvornår I kom og jeg har været her flere gange. Heldigvis nåede jeg at redde jer. Ellers ville jeg aldrig have tilgivet mig selv. ”

Gudrun trak vejret ind og pustede lettet ud. Visiret vippede på hendes hoved. Solrun rynkede brynene og stillede sig med armene over kors.

” Hvis du vidste, at du havde brug for os i den her verden. Hvorfor fortalte du os så ikke bare, da vi gik derhjemme. Gudrun. Hvorfor sagde du ingenting til mig!”

Gudrun fjernede forsigtigt Elias hånd fra sit sværd og stak det ned i sin sølverne skede. Hun så meget alvorlig ud. Smilet var væk.

” Jeg har været her flere gange end du aner og jeg er begyndt at føle med denne verden og dens beboer. Elverne. Jeg har lovet at hjælpe dem i kampen mod Solai. Men ifølge en Murans profeti skal jeg ikke gøre det alene. Vi skal være tre. Og det er jer som skal hjælpe mig med at redde denne verden. Ja. Jeg kunne have sat dig ind i mine hemmeligheder. Men jeg ved at der er spioner i vores egen verden. Derfor turde jeg ikke fortælle jer noget. Jeg vidste da godt, at du fulgte efter mig op på loftet. Det var også meningen, at I skulle komme frivilligt. Kan vi nu komme videre?”

Solrun stod stadig med armene over kors og gloede surt på sin søster, mens denne kærligt strøg en lok væk fra hendes ansigt. Det med spioner i deres egen verden troede hun i hvert tilfælde ikke på. Det var bare for at få dem til at blive.

” Kom nu. Solrun. Jeg er ked af, at I skulle opleve en af Solais monstre. Men I er ok nu. Ikke?”

Hun gav Elias endnu en kram. Han så betuttet op på hende.

” Jeg har det fint. Men jeg synes vi skal tage hjem. Gudrun. Jeg er sikker på, at vi får kage når vi kommer hjem. ”

Den lille dreng vendte sig beslutsomt om mod Solrun og stirrede på hendes hænder. Hans øjne blev store.

” Hvor er lygten?”

Gudrun pegede på jorden bag dem. 

” Den er der. Henter du den Solrun? Jeg vel helst betro den opgave til dig at være lygtens vogter. Du er sikkert også den som åbnede døren hertil. Har jeg ret.?”

Gudrun så undersøgende på sin søster. Solrun nikkede tvært, men gik hen og samlede lygten op. På vejen tilbage skævede hun til kæmpeslangen som lå halshugget på jorden. Hun var glad for at den ikke længere var et problem og ligesom sin bror havde hun også mest lyst til at vende tilbage. Hvorfor skulle de blive i det trøstesløse land med alle de døde Elvere og en ond dronning? Det lød da ikke særligt spændende. Da hun stillede sig foran søsteren igen, stirrede hun beslutsomt på hende, mens hun tog til genmæle.

” Jeg giver Elias ret. Hvorfor skal vi blive her? Du har måske en grund til at blive. Men ikke os. ”

” I kan da gøre det for mig. Jeres søster. Jeg ville gøre alt for jer. ”

Solrun vidste godt, at hun ville have gjort det samme for dem. Men det sled i hende for at komme hjem. Gudrun pegede rundt på pælene.

” Alle disse døde Elvere har familier, som aldrig kommer til at se dem igen. Jeg vil i det mindste give dem deres hævn. Ville du ikke det, hvis du havde fundet mig død. Solrun?”

Men det var Elias der svarede. Hans øjne hang ved sværdet.

” Jeg ville. Gudrun. Hvis den slange havde slået dig ihjel, så ville jeg dræbe den. Men jeg bliver nødt til have sådan et sværd ligesom dit, hvis jeg skal slå monstre ihjel. Ellers kan jeg jo ikke!?”

Gudrun lo og tog ham op i favnen, hvor han svingede sin ben om hendes liv.

” Og det skal du få. Min dejlige Elias. Et gyldent sværd, smedet af den bedste elversmed. Tak fordi du vil blive og hjælpe os. ”

 Hun lagde sin mund til hans øre og spurgte ham sagte om han var ok. Han nikkede glad og skævede til sværdet i hendes skede. Gudrun så atter på Solrun, som om hun ventede på hendes svar. Denne så kort væk, men fæstede så blikket på søsteren. Hun følte sig stadig ført bag lyset. Profeti eller ej. 

” Jo. Jeg bliver. Men jeg synes ikke det er fair imod vores forældre. Jeg kan ikke forestille mig at nogen af dem er spioner for hende dronningen.”

Gudrun så pludselig trist ud og slap Solruns blik. 

” Nej. Det falder mig også svært at tro. Men hvis jeg fortalte dig en anden hemmelighed, ville du måske se det anderledes. ”

” Og hvad er det?”

Gudrun lænede sig ind mod Solrun og hviskede, som om hun var bange for at de døde ville lytte med.

” Farmor forsvandt ikke i sin tid i mosen. Hun forsvandt ind i denne verden efter at have stjålet lygtemandens lygte. Hun stjal den fra ham. ”

Gudrun holdt en kort pause, så sig omkring og fortsatte så.

” Det er hende som er den onde dronning Solai. Desværre. Men sådan er det.”

” Hvad!”

Gudrun nikkede alvorligt og så på dem begge. Solrun bed sig i læben af vantro og Elias sad med rynkede bryn og så ud som om han tænkte så det bragede. Men endelig åbnede han munden og sagde:

” Er de så sure på os. Elverne?”

” Nej. For der er ikke mange der ved det. Men ham vi skal møde nu, han ved at vi er meget vigtige for Elverne og derfor holder han på vores hemmelighed. Det har noget med profetien at gøre. Kom. Vi har ingen tid at spilde.”

Gudrun bar fortsat Elias, da de gik videre ind mellem pælene. Det var han glad for, idet han bedyrede at fødderne gjorde meget ondt efter at have spænet så meget rundt. Solrun sagde ikke noget. Hun kunne slet ikke mærke smerten i sine egne fødder længere. Hun så eftertænksomt ned på den sorte smedjejernslygte, som hun holdt krampagtigt om. Der var så mange ubesvarede spørgsmål. Men hun kunne jo spørge på vejen hen til byen. Hvis de skulle kæmpe side om side, måtte Solrun vide alt.