Sara Omar
Sara Omar

Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
195 kr.
Bibliotek
Lokalitet
Multisalen
Målgruppe
For voksne
Foredrag & debat

AFLYST Sara Omar - Ret til at være menneske

27.10.21
Arrangementet er desværre aflyst. Alle billetter refunderes.

Med udgangspunkt i sit forfatterskab – heraf de to anmelderroste romaner Skyggedanseren og Dødevaskeren taler Sara Omar med Anne Sophia Hermansen om fundamentale rettigheder for alle mennesker. Det er en samtale om visionen for en verden, hvori intet menneske undertrykkes, udsættes for vold, incest, pædofili, eller behandles som værende mindre værd end andre – blot på baggrund af sit køn, sin religion (eller mangel på samme), sin etnicitet eller sin politiske overbevisning.

I samtalen Ret til at være menneske taler Sara Omar om basale og medfødte rettigheder for alle mennesker. Udgangspunktet for samtalen er Sara Omars forfatterskab – heraf de to anmelderroste og prisbelønnede romaner Dødevaskeren og Skyggedanseren, der begge er et gribende, fundamentalt og direkte opgør med det muslimske patriarkat og dets brug af religion til generel undertrykkelse af køn og minoriteter – som parallelt eksempel for al universel undertrykkende adfærd.

Det er en intens, inspirerende og ikke mindst motiverende samtale om Sara Omars vision for en verden, hvori intet menneske undertrykkes, udsættes for vold, incest, pædofili eller behandles som værende mindre værd end andre – blot på baggrund af køn, religion, kultur, etnicitet, social status, politisk overbevisning – eller helt nøgternt at være den, man er.

Sara Omar arbejder med sit forfatterskab og øvrige aktivistiske virke ikke kun for at oplyse og skabe opmærksomhed om menneskelig undertrykkelse, men også for at reformere og revolutionere vores tankegang – både som samfund og individuelt som menneske, så både den medmenneskelige respekt og modet hos individet, i at stå ved sin ret til at være menneske, styrkes.

Samtalen modereres af en professionel interviewer med journalistisk, kulturlitterær baggrund.

Foredraget tilbydes i samarbejde med FOF Djursland, som også sælger billetter. 

Mere om Sara Omar og hendes forfatterskab
Sara Omar (1986) er en prisvindende dansk-kurdisk forfatter, og hendes romaner problematiserer vold, undertrykkelse, stigmatisering og social kontrol af kvinder både i Kurdistan, men også blandt muslimer i Vesten. Forfatteren skriver ud fra sin personlige livshistorie, samt de skæbner, hun har mødt på sin vej.

Sara Omar kom til Danmark som 15-årig, efter at hendes familie var flygtet på grund af krig, og hun har på nært hold oplevet et patriarkalsk samfund, hvor kvinder og børn konsekvent bliver undertrykt, misbrugt og udsat for vold. Siden 2001 har Omar skrevet digte og romaner, hun studerer statskundskab, og er bestyrelsesmedlem ved flere nationale og internationale kvindeorganisationer. Hun blev for alvor et kendt navn uden for det kurdiske miljø i Danmark med romandebuten ”Dødevaskeren” i 2017. Heri finder man barske fremstillinger af kurdiske kvinder, som har skabt stor debat og voldsom forargelse. De centrale tematikker er ligestillings- og kønsdebatten og den undertrykkende behandling af kvinder i den muslimske verden. Forlaget følte sig nødsaget til at hemmeligholde forfatterens navn frem til udgivelsen, og efter udgivelsen er Omar kommet under politibeskyttelse på grund af de emner, som stilles frem til offentligt skue.

Sara Omar modtog Menneskerettighedsprisen i 2019.