Livestreaming: Spejlbilleder og molekyler

Er afholdt
Spejlbilleder og molekyler. AUOFN
Spejlbilleder og molekyler. AUOFN
Livestream fra Aarhus Universitet v. kemiker Karl Anker Jørgensen.
Tid
19:00 - 21:00
Sted
Kulturloft
I samarbejde med
Kulturloft
Adresse

Maltvej 8
8400 Ebeltoft
Danmark

Dine to hænder er ikke ens: den ene hånd er et spejlbillede af den anden. På samme måde er det med en række vitale molekyler inden i os og omkring os – livets molekyler. De består af samme slags atomer, men er spejlbilleder af hinanden. Forunderligt nok er det ofte kun den ene af de to spejlbillede-versioner af disse molekyler der forekommer i os mennesker.

Ligesom kun højre hånd passer i en højre-handske, er det med spejlbillede-molekyler og receptorer for kroppens sanser: fx har molekylet, som passer i vores receptor for duften af jordbær, en spejlbillede-version – og dét molekyle sanser vi som duften af basilikum.

For andre molekyler kan den ene spejlbillede-version være vital for os, mens den anden version kan være giftig eller ligefrem dødelig. Under foredraget vil du høre eksempler på hvordan Aarhus-forskere har bidraget til udvikling af nye lægemidler pga. deres ekspertise i molekyler og deres spejlbilleder og hvordan denne nye forskning kan bidrage til en mere bæredygtig fremstilling af lægemidler. Du vil også høre om hvordan spejlbillede-molekyler påvirker vores liv og omgivende samfund.

Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kan du komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Det er forskere som forelæser, niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.

Foredragene livestreames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet. I Ebeltoft arrangeres visningen i samarbejde mellem Syddjurs bibliotek BMA Maltfabrikken og Kulturloft Ebeltoft. Der er fri entré til foredragene.