Jazz på dansk: Løgn & Latin + The Bob Nova Project

Er afholdt
Jazz på Dansk
Jazz på dansk
En aften med ny dansksproget jazzmusik
Tid
20:00 - 22:00
Pris
Entré: 100 DKK
Sted
Kulturloft
I samarbejde med
Kulturloft
Adresse

Maltvej 12
8400 Ebeltoft
Danmark

Torsdag d. 7. Nov 2024 vier vi en aften til noget så sjældent som ny, original dansksproget jazzmusik. Vi præsenterer to orkestre, der matcher hinanden virkelig godt, mens de på hver deres måde udforsker det danske sprog gennem musikken. Her er både ’Ukendt land’ og ’En storm i et glas vin’.

The Bob Nova Project
The Bob Nova Project spiller hjemmegjort nordisk bossa nova tilsat en knivspids pop. Man kan ofte møde musikken på P8 Jazz, som har sendt flere af deres numre i rotation. Fra sidste album, “Bob al den ting”, kan man f.eks. møde hittet “Hvilken dag det er i dag”. Bandet har med stor succes sat rytmer på Musikhuset på Aarhus Jazz Festival, Riverboat Jazz Festival i Silkeborg, Venø Festival, Jazzy Days i Roskilde og mange andre steder.

De smukke, stemningsfulde, bossa nova baserede sange, leveres med anekdoter, indlevelse og elegance og garanterer en indbydende og opløftende liveoplevelse. Denne aften optræder The Bob Nova Project som trio med Sverre Stein Nielsen på sang og akustisk guitar,

Thomas Engelhardt Rasmussen på elektrisk guitar og Lars Møllenberg på cajon.

Løgn&Latin
Hvad får man, hvis man blander mælkeskum, tankemylder og forstadsdiamanter med svensk vals, swingende jazz, nervepirrende tango og skæve taktarter fra Balkan? Svaret er Løgn&Latin! Bandet er lige trådt ud af studiet med 14 spritnye danske sange der udkommer senere på året, men allerede nu har du mulighed for at stikke hovedet ind i deres finurlige musikalske univers. Selvom de har kendt hinanden et halvt menneskeliv, er Løgn&Latin et nyt samarbejde mellem tekstforfatter Mikkel Wallentin og musiker Kristian Tylén.

Med 3 romaner, adskillige skuespil, noveller og poesi har Mikkel Wallentin rumsteret på den skønlitterære scene i mange år. Da han udgav sin anden roman, “Rævegraven”, skrev Weekendavisen bl.a. “virkelig sjov og virkelig, virkelig mærkelig”, og i Løgn&Latin møder vi da også både vakuumpakkede kyllingebryster, sommerfuglelarver og lunkne pizzastykker i vemodige fortællinger om indkøb, håb, savn, og sten i skoen.

Kristian Tylén er guitarist og komponist og har trådt sine barnesko på Mols og i Ebeltoft. Han er en alsidig musiker og har tidligere kunnet opleves på Kulturloft med sammenhænge som f.eks. funk-bandet VIBR og singer-songwriter trioen Breum + Virvar. I dette nye projekt kombinerer han genrer som bossa og swing med argentinsk tango, skæve taktarter fra balkan og svensk vals i en intim, akustisk og lyrisk mikstur.

Med sig har Løgn&Latin et stærkt hold af erfarne musikere bestående af sangerinde og saxofonist Marie Segall, kontrabassist Poul Erik Jørgensen, Jeppe Seirup på harmonika, og Bo Johansen på percussion.