Lisbeth anbefaler

13.02.16
Carl Nielsens symfonier

Carl Nielsen komponerede seks symfonier i løbet af sit liv. Her er guld at hente, hvis man vil opleve filmisk drama for ørerne – dog vel at mærke drama uden lange monologer, men med et ustoppeligt drive, spænding og smukke poetiske scener. De går lige ind hos mig.

Symfonierne egner sig bestemt ikke til at høre i baggrunden ved en romantisk hyggemiddag, men er allerbedst at sætte på anlægget, når man kan skrue helt op og lytte til musikken. 
For flere af symfoniernes vedkommende er starten som at lukke op for fjernsynet midt i en actionfilm – der er knald på, konflikter og fart over feltet. Men snart kommer lyriske temaer og fletter sig ind i de måske lidt kradse harmonier. Og alle har de den for symfonier obligatoriske langsomme sats, hvor det hjertenskærende smukke og melankolske får lov til at fylde. Indimellem vil man også høre små vittige indslag – ofte som en lille fiffig kommentar fra et enkelt instrument - som små træk på smilebåndet af de store armbevægelser.

Men sådan er Carl Nielsens musik. Her er det enkle, smukke, folkelige og lyriske (som for eksempel kendte sange som Solen er så rød mor og Underlige aftenlufte) og det kradse, konfliktfyldte og dramatiske. 
Tag en symfoni ad gangen – ikke nødvendigvis i rækkefølge. Oplev temaerne, konflikterne, triumferne, humoren og eftertænksomheden.

Vil man starte med Carl Nielsens orkestermusik et mere overskueligt sted, kan man starte med for eksempel hans Helios-ouverture, der rummer alt det, der for mig er det gode ved Carl Nielsens orkestermusik på under 10 minutter. 
Sidste år blev Carl Nielsen hyldet i anledningen af sin 150 års fødselsdag, og her blev en web-site lanceret, hvor du blandt andet kan læse om Carl Nielsen, finde noder til hans musik og høre den med et enkelt klik. 

Se mere her: http://www.carlnielsen.org/

God fornøjelse.
/Lisbeth

PS: Hvis Carl Nielsens musik var en kage, ville den bestå af appelsinsmørcreme, orangetrøffel og mandelbund overtrukket med gul marcipan – præcis som den Carl Nielsen kage, som fås på et ganske særligt, gammelt konditori midt i København. Den kan også klart anbefales!

 

Materialer