Karin anbefaler

Karin anbefaler - juli

14.07.17
Mangler du inspiration? Måske kan du få glæde af at se et udvalg af de gode bøger jeg har læst i den sidste tid.

Elizabeth Strout: Mit navn er Lucy Barton
En intens og smuk roman, der fortæller om en periode i Lucys liv, hvor hun er indlagt på hospitalet. Hendes mor kommer for at sidde ved hende og sammen genoplever de et liv præget af fattigdom i USA’s midtvest og de problematikker det har skabt.

Judith Hermann: Lettipark
Noveller som beskriver de øjeblikke og begivenheder, som på forunderlig vis bliver afgørende for menneskers liv og skæbne. Temaerne kredser især om relationer mellem mennesker. Relationer der er afgørende og med til at forme et menneskes tilhørsforhold med henholdsvis nærhed og distance. 

Gianrico Carofiglio: Efter al sandstynlighed
En krimi fra Syditalien, der byder på italiensk charme, mafia og ikke mindst en tiltalende hovedperson Guido Guerrieri. Han er forsvarsadvokat og han er i krise. I sin omtågede og deprimerede tilstand påtager han sig en håbløs sag om et barnemord. Fordi en nærmere granskning af sagen giver Guerreri et spinkelt håb om at vinde sagen. Efter al sandsynlighed er første del af en serie på fem og er absolut anbefalelsesværdig.

Kristina Sandberg: Et barn at føde  
En smuk historie om den unge kvinde Maj. Historien skildrer Majs tanker og drømme. Hun drømmer om at arbejde og skabe sig et liv som selvstændig kvinde. Samtidig er hun forelsket i Erik, men deres forhold går i stykker. Da hun bliver gravid bliver det definerende for hendes valg og skæbne. Romanen giver et meget fint tidsbillede af kvindeliv i 1930’erne.

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi
Thomas Korsgaard beskriver sin opvækst på en gård i Nørre Ørum lidt uden for Skive. Det er en meget barsk barndom præget af fattigdom, vold og en mor med depression. En barsk historie som er meget læseværdig fordi den er fortalt med stort talent og humor.

Materialer