Lyd er også læseglæde
Lyd er også læseglæde

Lyd er også læseglæde

Lydbøger er meget mere end bøger til bagsædet, når I skal på ferie.

Netop dette formål er de selvfølgelig geniale til, men hvorfor ikke også lade børnene lytte til lydbøger i hverdagen? Efter en lang dag i institutionen eller i skolen, kan lydbøger bruges til at få ro på kroppen og i hovedet. En lydbog kan også åbne en ny verden for det barn, der læseteknisk måske ikke helt er der, hvor de jævnaldrene kammerater er. Med lydbøgerne kan børn med læsevanskeligheder få de samme spændende læseoplevelser, som deres venner og de kan udvidde deres ordforråd, mens de lytter.

Selvom jeg altid har læst meget, så elskede jeg som barn næsten ligeså højt at ligge på gulvet og forsvinde ind i en lydbog, kun forstyrret af at båndet skulle vendes. Eller også sad jeg og tegnede, mens jeg gnavede mig gennem hele bibliotekets samling af lydbånd. Selvom det med at vende kassettebånd er ret retro, savner jeg nu ikke denne forstyrrelse, og jeg elsker, at man nu digitalt kan høre en hel historie uden forstyrrelser. Jeg er også glad for, at jeg som voksen kan lytte og gøre ting samtidig, for det gør oprydning, tøjvask og mange praktiske gøremål sjovere, når jeg har en god historie i ørerne.

Så jeg vil gerne slå et slag for lydbogen og den fantastiske fortælling, der bliver levende i ørerne.

/Rikke - Gladsaxe Bibliotekerne
Oprindeligt skrevet af eReolen.

Materialer