Da fremtiden blev stjålet
Da fremtiden blev stjålet

Børnebibliotekarens bedste nye højtlæsningsbøger

Højtlæsning er godt for både store og små. Det giver samvær, hygge og ro og det giver en masse skønne fælles oplevelser omkring de gode historier.

Så når du lægger dit barn i seng om aftenen, eller hvis I trænger til en hyggestund i den gode sofa, er det en god idé at sætte lidt tid af til at læse højt fra en ny bog eller fra yndlingsbogen … også selv om den er læst flere gange allerede.

Her mine bud på de bedste af de nyeste:

Koglesugeren 5-8 år 
Det er meget længe siden, at Ræven har gjort rent i sin hule. Hans tæppe er fyldt støv, masser af rævehår og en gammel sutsko. Det er ikke lige til at ryste rent. Pattegrisen mener, der er brug for en skovl. Men der er brug for noget meget mere slagkraftigt, mener Ræven. Surefatters koglesuger. Hvilket ikke er så ligetil, for Surefatter låner ikke noget ud. Ræven og Pattegrisen udtænker en snedig plan, som viser sig at have en velsmagende sideeffekt. Der er intet, der kan slå Ræven og Pattegrisen ud i denne gakkede, skæve og underholdende historie.

Da fremtiden blev stjålet 5-10 år
En engel, en ridder og en 7-årig pige skal sammen redde hele verdens fremtid, som i øvrigt er en blæksprutte i en fiskebowle. Lyder det skørt? Det er det også! I himlen står blæksprutten Fru Mortensen og styrer fremtiden. Englen Hassan får ved et katastrofalt uheld hentet en flok sørøvere op i himlen. De stjæler fluks Fru Mortensen og vender tilbage til jorden. En fuldstændig vanvittig og sjov højtlæsningsbog, hvis handling overrasker gang på gang og slet ikke er til at regne ud

Ella og afpresseren 5-10 år
Klasselæreren i Ellas klasse opfører sig underligt. Han får mystiske breve, glemmer at give lektier for og skal pludselig holde ferie. Hanna mener, at det er tydelige tegn på, at klasselæreren bliver afpresset, og at han skal aflevere en kuffert med penge til sin afpresser. Men hvorfor? Og hvem er afpresseren? En fin lille historie om hvordan en lille fjer kan blive til fem høns og om en klasse, der vil gøre alt for at hjælpe deres klasselærer. Historien har en overraskende slutning og er fuld af humor og finurlige påfund fra klassen, der ikke lader sig stå tilbage for noget

Minimund 6-9 år
Sylvester bliver drillet i skolen af Esben og William. De kalder ham Minimund. Efter en rigtig træls skoledag beslutter Sylvester sig for at skrive et brev og bede nogen om hjælp. Sylvester skriver brevet med en blå glimmertusch og putter det i postkassen. Dagen efter dukker Nogen Kristiansen op. Han giver Sylvester tre ønsker, som han kan bruge, som han vil. Sylvester vil gerne have en ny stemme, og vupti, så har Sylvester en ny stemme. Men er det nu også lykken? En fortælling om at stå ved den, man er og den humoristiske tilgang efterlader læseren med en positiv og rar fornemmelse.

Legender fra Odysïa - griskernes hemmelighed 6-11 år
På den fjerne planet Odysïa, i den lille by Ævledalen, bor Tæmmeren York. Hvert år sender planetens beboere lækkerier afsted til Griskerne, som betaling for lyset fra planetens kunstige sol. Efter en helt igennem uheldig episode, hvor York er skyld i, at Ævledalens årlige betaling bliver tilintetgjort, må han flygte fra sit hjem og ind i Djånglen. Her møder han den magiske pige Nomi, og de tager sammen ud på Yorks mission: At rejse op til Griskerne for at få dem til at tænde for lyset over Ævledalen. 

Farfars store flugt 6-12 år
Jack elsker sin farfar, der var pilot i Royal Air Force under 2. verdenskrig, hvor han kæmpede for Storbritannien i sit Spitfire-fly. På det seneste er farfar blevet glemsom, og han tror han stadig lever under krigen. Jacks farfar kommer på det skumle plejehjem "Tusmørketårnet", hvor alt ikke er som det ser ud til. Nu er det op til Jack at finde ud af, hvad der foregår på plejehjemmet og hjælpe sin farfar. Det er en både sjov, rørende og spændende bog om en lidt ensom dreng og hans tætte forhold til sin farfar. 

Theo og den kæmpehøje dværg 7-12 år
Theo har mistet sin mor, og da hans far skal arbejde i udlandet, må Theo gå på kostskole. Her føler han sig alene og bliver mobbet, imens han drømmer om at komme afsted på et stort eventyr. Theo læser en historie om Drømmefabrikken og opdager, at den er virkelig, og at manden, der bestyrer den, bor i Theos by! Så begynder eventyret at tage fart, og Theo ender på Flyveøen, hvor han sammen med den syv meter høje dværg Prås må redde verdens børn fra at miste alle deres håb og drømme. Et hæsblæsende eventyr med et originalt plot. Der er både varme og humor og megen spænding i Theos fantasifulde dannelsesrejse. 

Mig og min fe-mor - fe in spe 8-10 år
Når Ellens fe-mor skal trylle, laver hun tit skøre fejl, som hele familien skal hjælpe med at rydde op i. Ellen drømmer bare om snart at blive stor nok til at få lov til at trylle selv. Ellens far beder Ellens mor om at lade være med at trylle, når de skal spise frokost hos hans chef. Men det kan vel ikke skade med en lille smule trylleri? Søde og skønne historier om en ikke helt almindelig familie med fjollede fe-problemer og alle vil kunne genkende dét, at have en pinlig mor. Også selvom hun ikke er fe.

Emres håndbog i kunsten at fikse en fest 8-12 år
Emres klasse skal holde fest, men det er bekymrende, at skolen har indført nul-sukker politik. Hvordan skal det nogensinde blive sjovt? I hemmelighed planlægger Emre og Ömer derfor deres egen fest, hvor der både skal være masser af slik, folk må tage kæledyr med, og seje Fatima fra 5. kl. skal også inviteres. Det går ikke helt efter planen, og det er sværere at skaffe chips og slik, end de havde regnet med. Heldigvis er drengene meget ressourcefulde, og hvor der er vilje er der en vej. 
 

Materialer