Børnebibliotekarens bedste nye bøger - højtlæsning
Børnebibliotekarens bedste nye bøger - højtlæsning

Børnebibliotekarens bedste nye højtlæsningsbøger

Mens fuglene spirer og planterne kvidrer… eller er det omvendt? - får du her inspiration til nye og spændende læseoplevelser for børn og fugleunger.

Højtlæsning er godt for både store og små. Det giver samvær, hygge og ro og det giver en masse skønne fælles oplevelser omkring de gode historier.

Så når du lægger dit barn i seng om aftenen, eller hvis I trænger til en hyggestund i den gode sofa, er det en god idé at sætte lidt tid af til at læse højt fra en ny bog eller fra yndlingsbogen … også selv om den er læst flere gange allerede.

Her mine bud på de bedste af de nyeste:

Asta Viola bliver kagetyv for 4-7 år
Asta Viola elsker kager så meget, at alle andre kalder hende Søster Lagkage. En dag tager hun på besøg hos tante Rod, som har bagt den skønneste kage, men Asta Violas mor siger, at hun kun må spise et stykke, og det er næsten ikke til at holde ud. Uden at nogen opdager det, tager hun et stykke i lommen, som hun spiser i smug bag haveskuret. Bagefter får hun dårlig samvittighed, fordi hun nu er en kagetyv. En sød historie om, hvor svært det kan være at gøre det rigtige, når det forkerte er lige dér og lige til at spise. Der sættes ord på, hvordan kagen ikke smager helt så godt, når den er stjålet og man har dårlig samvittighed.

Bogen om Blom for 5-9 år
Skildpadden Blom holder enormt af hjemmebagte boller med syltetøj og måneskinsbade. En dag møder hun en lille larve som hun inviterer med hjem. De har det så skønt, men så forsvinder larven og Blom er alene. Kommer hendes lille nye ven tilbage igen? En helt vidunderlig bog der emmer af fantasi, filosofi, livsglæde og det smukke i livet. Man bliver ganske enkelt bare helt glad i krop og sjæl.

Milles nye ven for 6-9 år
Mille vil ikke i skole og beslutter sig derfor for at blive syg. Men det er ikke let at snyde, når ens far er læge. Mille lærer den nye dreng Mikkel godt at kende, da de skal bage pizza sammen. Men hvad gør man, når ens bedste veninde vender tilbage? Kan man være bedste venner med mere end en? Det er en rigtig hyggelig historie om at have en eneste bedste ven og om at åbne op for nye venskaber.

Lille Moskusmand for 6-9 år
På en vejrstation langt mod nord bliver en helt almindelig dag til noget af et drama. De 11 mænd på vejrstationen er sultne, så da der er moskusokser i sigte, drager deres jæger ud. Desværre får han skudt en moskusokse med kalv, men handymanden Madsen tager den lille moskuskalv til sig og et usædvanligt venskab vokser frem mellem den lille moskuskalv og den skæggede handymand. Men det er ikke helt let at forene menneskeverdenen med moskusokse-verdenen...

Freddy Opfinder for 6-10 år
Mugge og Freddy skal til skolefest og stå i en bod, hvor de skal skære pølserne til de grillede pølsehorn over. Men alle skolens knive er sløve, og Mugge glæder sig slet ikke til festen. Freddy har naturligvis en god ide til en opfindelse, der kan hjælpe sin ven. Han skal bare lige have fat på oldefars gamle gebis, et rævekranie, en snor, en fjeder og sin fars gamle lysbillede-bord.

Mig og min fe-mor for 6-10 år 
Alle kvinderne i Ellens familie bliver feer, når de er voksne. Ellens mors telefon kan laves om til en computertryllestav og så skal man bare trykke nogle koder for at kunne trylle. Problemet er bare, at hun altid får gjort det helt forkert. Så står der pludselig en ko midt i køkkenet eller også vil gulvskrubben hellere lege end at gøre rent. Ellen går i klasse med den overlegne Zoe, som bor lige ved siden af. Det kunne nu være rart, hvis mors tryllerier virkede og kunne gøre Zoe bare lidt misundelig.

Mordermormor for 6-12 år 
Mormor skal være babysitter og det er ved at være sengetid, men har glemt sine briller og kan ikke læse godnathistorie for Oscar, som han er vant til. Så hun bliver nødt til at fortælle historier fra sit eget liv, og de historier er fyldt med hårrejsende og morderiske beskrivelser. Oscar spørger meget nysgerrigt ind til mormors historier om dengang hun var ung og boede i fremmede lande sammen med morfar og reddede kongens liv og slog skurke og banditter ihjel kun med sin tommelfinger. En noget anderledes højtlæsningsbog på grænsen til det bizarre med en mormor, forbrydere og mord som den mest selvfølgelige blanding.

Alfred og blåhvalen for 7-10 år 
Alfred er nervøs over mange ting: for at tage bussen, snakke i telefon og snuble. Allermest er han nervøs for at skulle læse højt for hele klassen og en dag får de alle tildelt et dyr, de skal skrive om og bagefter skal de læse det højt, de har skrevet. For hele klassen! Alfred får blåhvalen. Den viser sig at være et spændende og sejt dyr, og jo mere han finder ud af, jo mere optaget bliver han. De svømmer fx meget langt helt alene. Hvordan tør de, og hvordan går det, når Alfred skal læse op? Fin lille bog om at være bange og turde alligevel og med den vigtige morale, at når man er optaget af og grundigt inde i sit stof, får man også succes.

Pigen der hed Djamesbond for 7-11 år 
Lasse er ikke særlig modig. Det er til gengæld hans fantasiven Djamesbond. Hun er så modig, at det faktisk bliver lidt svært for Lasse at følge med. Især da Djamesbond kommer ud af Lasses fantasi og tager med i skole. Pludselig er hun populær og alle vil høre alt om de vilde ting hun laver. Det hele bliver for meget for Lasse, der skynder sig hjem. Men hvad med Djamesbond - kan hun finde hjem alene? Og mon hun er der igen i morgen?  Herlig humor i denne skøre og rørende historie om en fantasiven der bliver til mere end man lige havde regnet med.

God fornøjelse med højtlæsningen!

Anne-Marie, børnebibliotekar

Materialer