Børnebibliotekarens bedste nye højtlæsningsbøger
Børnebibliotekarens bedste nye højtlæsningsbøger

Børnebibliotekarens bedste nye højtlæsningsbøger

Når efteråret kalder med rusk og blæst udenfor, er der tid til hygge med en god bog. Her får du inspiration til højtlæsning for børn og kastanjemænd…

Højtlæsning er godt for både store og små. Det giver samvær, hygge og ro og det giver en masse skønne fælles oplevelser omkring de gode historier.

Så når du lægger dit barn i seng om aftenen, eller hvis I trænger til en hyggestund i den gode sofa, er det en god idé at sætte lidt tid af til at læse højt fra en ny bog eller fra yndlingsbogen … også selv om den er læst flere gange allerede.

Her mine bud på de bedste af de nyeste:

Usynlige Sigrid og nussemusen for 3-6 år
Sigrid bor i et stort hus sammen med sine venner: Kokken, Prinsessen, Popstjernen, Spøgelset, Julemanden og de tre katte, Pif, Paf og Puf. Når Sigrid spiser bladselleri bliver hun til Usynlige Sigrid, og det kan faktisk godt være temmelig smart ind imellem.

Radisehajen og andre historier om Ræven og Pattegrisen for 5-8 år
Fem skæve, skøre og søde historier om Ræven og Pattegrisen og deres eventyr i skoven. De møder Gøgen der opfylder ønsker og Radisehajen der spiser alle Rævens kinaradiser. Det lykkes Pattegrisen at blive kassedyrenes nye konge og de møder Surefatter, der har stjålet alt yoghurt i skoven. Og der er historien om den dag Ræven og Pattegrisen finde en utrolig kostbar Grisemant.

Benjamin Bille og hans liste med ting, man ikke må gøre for 6-9 år
Benjamin vil gerne være superhelten Skadedyrdreng" og have irriterende superkræfter som for eksempel en "bøvseknap med brækånde". I bogen fortæller han om 21 balladeting, man endelig ikke må gøre, Benjamin elsker sjov og ballade, og man får en klar fornemmelse af, at han selv har afprøvet alle de ting, som man ikke må gøre.

Stenfjæs for 6-10 år
Dette er den 1. bog om Lulu og hendes ønskesten "Stenfjæs"Her møder vi pigen Lulu der har en god fantasi, men som lider lidt under at have en far, der altid går til kedelige møder en mor der altid klipper folks hår lige i sin frisørsalon og en lillebror, der er for lille til at tale og lege med. En dag finder hun en sten med et ansigt på, og det viser sig at den kan opfylde ønsker. Desværre viser det sig hurtigt, at det ikke er alt man ønsker sig, som man i virkeligheden gerne vil have.

Familien Langfinger og fødselsdagskuppet for 6-10 år  
Familien Langfinger består, som sagt af far og mor og de to børn, Kriminellen og Ture. Familien lever af at stjæle, så Ture har det svært, for han vil helst overholde loven, og han bekymrer sig for andre. Ture har snart fødselsdag og det eneste han ønsker sig, er den kæmpestore slikkepind, der er udstillet i vinduet i Hollies slikbutik. Far, mor og Ellen gør alt for at få fat i slikkepinden, men det er lidt sværere end de forestillede sig. Mon det lykkes for dem?

En nu-kan-den-da-ikke-blive-større træhule på 52 etager for 6-12 år  
Andy og Terry har en vigtig opgave, for de skal skrive en bog sammen. Men deres udgiver Hr. Kæmpenæse er blevet kidnappet, og så må de i gang med en efterforskning. Sjov og underholdende bog, der har en fjollet og skæv tilgan til historien, og hvor handlingen er fyldt med tempo og fart.

Emres håndbog i at blive kendt for 7-11 år
Emre er en helt almindelig dreng, med familie, skole og venner. Desværre føler han sig meget usynlig og ikke engang drenge der har gået i samme fritidshjem som ham i flere år, kan huske hvem han er. Hans bedste ven Ömer har en plan! Emre skal blive kendt, og det skal ske via YouTube. Drengenes planer løber lidt af sporet, men heldigvis har Emre en tyk og doven kat, der gør sig rigtig godt på film.

Pigen, som ville redde bøgerne for 7-11 år               
Anna er flittig biblioteksbruger og gode venner med bibliotekaren. En dag finder hun ud af at de bøger der ikke bliver lånt ud skal kasseres, og derfor starter hun en redningsaktion for at låne bøgerne ud. En dag får hun en særlig bog af bibliotekaren, som ikke har nogen slutning og alle bliver meget vilde med den bog. Anna prøver selv at finde på en slutning og sætter sig for at finde ud af hvem forfatteren er.

Manden med nøglehullerne: 18 magiske fortællinger for 10-13 år    
18 korte historier i Louis Jensens kendte stil. Noget overnaturligt bryder ind i en realistisk verden, hvor hovedpersonen ofte er en dreng i skolealderen. Personerne oplever blandt andet kropsdele, der vokser eller gør noget af sig selv. Vi møder også ballondamen, Rosa med det røde hår og næseskriveren og mange andre.


God fornøjelse med højtlæsningen!
Anne-Marie, børnebibliotekar

Materialer