Mystisk tyveri i Lime

En tung bogautomat tilhørende Syddjurs Bibliotek er forsvundet fra Dagli’Brugsen i Lime. Det skete i butikkens åbningstid uden nogen så det.

I indgangspartiet til Dagli’Brugsen i Lime har der indtil for nyligt stået en bogautomat. Den tilhører Syddjurs Bibliotek og her kunne områdets borgere hente og aflevere bøger og andre materialer, som de låner af biblioteket. Automaten består af en touchskærm, en scanningsplade, en printer til kvitteringer og en computerenhed, der styrer det hele. Det er altså ikke en lille fiks enhed, som man i et snuptag bærer med sig. Det at automaten i sig selv ikke udgør nogen særlig værdi og at der ingen persondata ligger på enheden gør imidlertid dens forsvinden endnu mere mystisk.

På bibliotekets netværk kan man se, at den sidst har været online torsdag den 15. juli omkring klokken 19. Man kan desuden se, at den kortvarigt har været online igen i den seneste uge, hvor gerningsmændene sandsynligvis har forsøgt at starte automaten op. 

Tyveriet meldt til politiet

Bogautomatens forsvinden betragtes som tyveri og er meldt til politiet, som er igang med at undersøge sagen nærmere. Alligevel er der et spinkelt håb om at få automaten tilbage, hvis man spørger bibliotekets leder:

“Jeg kan ikke regne ud, hvad man skal bruge en brugt bogautomat til. Den har nemlig ikke rigtig nogen værdi, når man kigger på, hvad maskinens dele består af. Derfor kan jeg godt drømme om, at der er tale om drengestreger, og at nogen skulle få dårlig samvittighed og levere maskinen tilbage,” fortæller leder af Syddjurs Bibliotek, Claus Gustav Pettersson.

For biblioteket og dets brugere har automaten imidlertid en helt anden værdi. Den giver nemlig områdets borgere mulighed for at benytte sig af bibliotekets tilbud uden at skulle køre til den nærmeste større by. Desuden koster en ny automat en del penge, og det betyder desværre, at der ikke i den nærmeste fremtid er udsigt til en ny bogautomat i Lime. Af samme årsag hører biblioteket meget gerne fra borgere, der kan have set eller hørt til noget om hændelsen.

Fokus på landdistrikterne

Det at være synlig og tilgængelig i landdistrikterne har længe været en af Syddjurs Biblioteks fokusområder, og derfor var det også en dårligt nyt, da beskeden om automatens forsvinden landede i indbakken hos bibliotekslederen:

“Vores bogautomater og vores bogbus, som vi kalder Det Rullende Bibliotek, er vores måde at være tilstede for alle kommunens borgere og ikke kun dem, som befinder sig i de lidt større byer, som har et decideret bibliotek. Derfor er det også brandærgerligt, at vi har mistet vores automat i Lime, for nu kommer vi til at have en udfordring med at være til stede derude i den nærmeste fremtid,” fortæller leder af Syddjurs Bibliotek, Claus Gustav Pettersson.

Også distriktrådsformand for Ådalen finder det meget beklageligt, at automaten er væk:

“Det, at vi har en bogautomat og får besøg at bogbussen i Ådalen, er med til at gøre det til et attraktivt sted at bo. Mange borgere herude kommer ikke til de større byer dagligt, og derfor er bibliotekets tilbud med til at give frihed til fx de ældre borgere, som ved bogautomaten kan låne en bog, når de alligevel er nede at handle i den lokale brugs. Jeg håber meget, at automaten dukker op,” fortæller Lene Jensen, Dristriktrådsformand i Ådalen.

Indtil Dagli’Brugen i Lime igen får en bogautomat, kan man benytte sig af Det Selvbetjente Rullende Bibliotek, som efter sommerferien igen begynder sin rute til blandt andet Ådalsskolen, hvor den holder hver onsdag. Bibliotekets strategi om at være til stede lokalt er på det seneste kommet til udtryk i en ny bogautomat i Byens Hus i Mørke. Bogautomater finder du desuden på Rosmus Skole, Marienhoffskolen i Ryomgård, Dagli’Brugsen i Pindstrup og så - indtil for nyligt - i Dagli’Brugsen i Lime.