Papirhavet/Papirhaven
Papirhavet/Papirhaven

Kunstprojekt på Maltfabrikken: Papirhavet/Papirhaven

01.03.22
Nu sætter BMA - Bibliotek, Museum, Arkiv og Maltfabrikken gang i et fantastisk kunstprojekt, vi kalder Papirhavet/Papirhaven. Det involverer 50.000 gamle bøger og en flok fingernemme mennesker, der har lyst til at folde bøger i smukke mønstre. Du kan også være med og bidrage!

Nu sætter vi gang i et fantastisk kunstprojekt, vi kalder Papirhavet/Papirhaven. Det involverer 50.000 gamle bøger og en flok fingernemme mennesker, der har lyst til at folde bøger i smukke mønstre.

De foldede bøger kommer til at indgå i et kunstværk, der hen over foråret vil brede sig og blomstre langs væggene i og omkring Maltfabrikkens rå og flotte Støbesal for til slut at afblomstre og forgå i en komposteringsfase i Lundbergs Have.

Papirhavet/Papirhaven skabes under kunstnerisk ledelse af scenograf og iscenesætter Sara Topsøe-Jensen. Sara er en sand mester i at skabe smukke stemningsrum, der møder og inddrager mennesker. Hun har en del priser i bagagen. Senest en Reumert for årets scenograf og scenedesign 2021. Nu skal hun folde sig ud på Maltfabrikken!

Kunstprojektet er udviklet af Sara Topsøe-Jensen og BMA – Bibliotek, Museum, Arkiv med støtte fra Statens Kunstfond.

DONER DINE GAMLE BØGER
Vi har brug for rigtig mange bøger. Så har du en bunke gamle bøger, der skal køres på genbrugsstationen? Så slå i stedet et smut omkring Maltfabrikken og donér dem til Papirhavet/Papirhaven - alle bøger kan bruges, så længe de er UDEN billeder.

BLIV EN DEL AF FOLDEFÆLLESSKABET
Vi har brug for frivillige bogfoldere, der folder bøger til kunstværket. Som del af Foldefællesskabet kommer du til at følge den kunstneriske proces på tæt hold. Og alle kan være med!

Mandage og onsdage vil der være gang i foldeværkstedet i Støbesalen. Disse dage vil kunstneren også være til stede. Vi folder i et hyggeligt fællesskab med kaffe og saft på kanden. Du kan komme og gå, som du vil.

Vi holder opstartsmøde i Foldefællesskabet mandag 14. marts kl. 17 og torsdag 17. marts kl. 10. Kom den dag det passer dig og tag gerne en ven med. Opstarten varer ca. ½ time – vi fortæller om projektet og Sara Topsøe-Jensen viser sine teknikker i bogfoldning. Du er velkommen til at blive længere og folde.

Vil du være med i Foldefælleskabet? så send en mail til:

Helle Lebahn Bentzen, BMA Maltfabrikken, på hlb@museumoj.dk