Kanin & Bjørn - en ond konge er en dum konge
Kanin & Bjørn - en ond konge er en dum konge

Børnebibliotekarens bedste nye højtlæsningsbøger

Højtlæsning er godt for både store og små. Det giver samvær, hygge og ro og det giver en masse skønne fælles oplevelser omkring de gode historier.

Så når du lægger dit barn i seng om aftenen, eller hvis I trænger til en hyggestund i den gode sofa, er det en god idé at sætte lidt tid af til at læse højt fra en ny bog eller fra yndlingsbogen … også selv om den er læst flere gange allerede.

Her mine bud på de bedste af de nyeste:

Historien om Englebassen 5-8 år
Karl og Vida plejer at tage på ferie hos farfar i sommerferien og det skal de også denne sommer, men forinden sender farfar en pakke til dem med et kompas, en kikkert, et myggenet, to stavlygter og et brev, hvori der står, at der sker mærkelige og uforklarlige ting ude i skoven, hvor farfar bor og han har brug for Karl og Vidas hjælp. De tager toget op til farfar, hvor alt umiddelbart er som det plejer, også farfars røverhistorier. Hyggelig højtlæsningshistorie med varme og charme og måske ikke altid helt sande historier.

Kanin & Bjørn - en ond konge er en dum konge 5-8 år
Kanin og Bjørn lever fredeligt i dalen, indtil en morgen hvor Kanin tror, han bliver spist af Ulv. Derfor sender han Ulv ud af dalen. Kort efter kommer en kæmpe isbjørn gående over isen. Isbjørnen opfører sig dårligt, tager Bjørns hule, truer med at spise alle, hvis ikke de bygger ham et stort slot og er i det hele taget ikke særlig sød. De får nu brug for hjælp fra Ulv, men vil Ulv hjælpe Kanin, når nu Kanin har bortvist ham?  Moralen i denne historie er, at der skal være plads til alle, og at man skal stole på sin indre styrke - så kan man meget mere, end man lige tror.

Det hemmelige kattebageri 5-8 år
Da familien flytter det gamle komfur, åbenbarer der sig adgang til et hemmeligt rum. De to katte Loppe og Wilbur starter her et kattebageri, hvorfra de bager til den store guldmedalje. Det passer ikke den konkurrerende bagerkat Aksel, som sætter et angreb ind i form af en sodbombe. Pigen Sylvia finder ud af, at den stakkels Aksel ingen venner har og er forladt af sin familie. Alt ender godt: Aksel flytter ind til Loppe og Wilbur, og de starter et samarbejde. Bogen er spændende uden at være uhyggelig, og man kan ikke lade være med at få ondt af den stakkels Aksel, som ingen venner har, er blevet forladt og ser sin forretning blive kørt agterud.

Drømmeslot 6-10 år
Leo er bange for mørket når han skal sove. En dag finder han en smuk snekugle med et hvidt slot inden i under sin kommode. Da han ryster den åbner der sig en magisk portal i hans spejl ind til den snedækkede verden med slottet. Her møder han Alf, som bor helt alene på slottet og passer alle drømmeværelserne - og mareridtene i kælderen. De to har det sjovt sammen, men da Leo efter et besøg i snekuglen vil tilbage til sin familie er den magiske dør forsvundet. Nu er der kun den farlige vej gennem den mørke kælder med mareridtene, hvis Leo skal hjem igen. En spændende og eventyrlig historie om mod, venskab, familie og ensomhed.

Pigerne fra Stjernedalen - og de gamle breve 6-11 år
Tvillingerne Nete og Nola bor i Stjernedalen med deres forældre. De elsker at gå på opdagelse, især i et forladt hus i byen. En dag finder de en gammel kiste, med en masse breve. Breve, der beskriver et helt liv med cirkusartister, kærlighed og tab. Pigerne hvirvles ind i den historie brevene fortæller, og langsomt går det op for dem, at brevene måske har noget med dem selv at gøre. Men hvordan passer de to brødre, der har købt det forladte hus, ind? Og deres egen mor? Svaret må de finde sammen! Sproget er legende og underholdende, der er ikke sparet på metaforer og det kommer der flere sjove situationer ud af.

Ulvetunge 6-14 år
Silas er en stille dreng, der har problemer med at udtrykke sig og tale, så han vælger som regel slet ikke at tale.  I skolen er han udenfor og bliver mobbet. En dag på vej hjem fra skole står der pludselig en ulv midt på cykelstien. Silas opdager, at ulven har trådt noget op i poten og da han hjælper den, taler ulven til Silas. Silas opdager en skjult verden, hvor dyr kan tale, og kampen om magten er hård ligesom hos mennesker. Her må Silas finde sin stemme og plads i livet. Denne historie er spændende, foruroligende og ikke mindst dragende.

Bertram og Buller - ballade ombord 7-10 år
Tvillingedrengene Buller og Bertram skal på ferie hos deres farmor på Bornholm, fordi deres mor skal på hospitalet og føde deres lillesøster. Fødslen går i gang lidt tidligere end forventet, og drengene befinder sig pludselig uden forældre ombord på færgen. Det ene uheld efter det andet sender drengene rundt på færgen med kaptajnen lige i hælene, et par mænd i selvlysende veste og muligvis også en juveltyv. Sjov og underholdende historie med de to meget forskellige drenge og deres oplevelser på vej til Bornholm. En tempofyldt krimikomedie fyldt med spænding, action og humor.

En monstervild ide 7-11 år
Mor og Far er på ferie, og Hans og Grete skal passes af Bedstefar. Routeren er slukket, køleskabet fyldt med grøntsager og listen over pligter er uendelig. Da Hans ved en fejl kommer til at bygge et monster, går det hele fra slemt til værre. I denne nye serie om "To på Ti" følger vi tvillingeparret Hans og Grete. Grete er stærk, sprængfyldt med ideer og helt vildt (over)modig. Hans derimod er lidt mere forsigtig, men han følger sin søster i tykt og tyndt og er virkelig god til at bygge maskiner, der (nogle gange) virker.

7 gode råd, hvis du absolut skal på sportsferie fordi din farfar har fået en rejse af sin ven Bent (som har knas med hoften) 8-13 år
Farfar har fået en sportsferie til familien. Hugo vil egentlig bare gerne bare have fred og ro uden sport og action fra morgen til aften. Hans søster Klara har pakket deres hund, Bølle, i en kuffert, og hun har også fyldt kufferten med parfumer. På Lanzarote oplever Hugo at man skal holde sig fra boldmaskiner på tennisbanerne, og at han ikke skal spille tennis med storesøster. Det kan også være en god ide at undgå at tage på bustur i de lokale busser med farmor for at købe lokale tæpper i en landsby. Hugo oplever flere pinligheder da han tager på mountainbike tur med farfar på en vulkan. Det er en sjov og pinlig historie om familiens sportsferie.

Materialer