Elsebeth Egholm
Elsebeth Egholm

Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
125 Kr
Lokalitet
Glasmuseet Ebeltoft
Strandvejen 8
8400 Ebeltoft
Målgruppe
For voksne
Foredrag & debat

Elsebeth Egholm

03.11.21
Mød forfatteren Elsebeth Egholm, der fortæller om sin nyeste roman, ”Som natten kender stjernerne”, når vi vender tilbage med ”Ord om onsdagen” på Glasmuseet Ebeltoft.

Elsebeth Egholm er født og opvokset i Aarhus, hvor hun stadig bor. Efter nogle år på Det Jyske Musikkonservatorium gik hun en helt anden vej, blev uddannet journalist og fik arbejde på Berlingske Tidende. I 1999 debuterede hun så med bogen ”De frie kvinders klub”, og har sidenhen udgivet en lang række bøger, hvor særligt hendes krimier har gået deres sejrsgang blandt læserne. Mest kendt er nok hendes krimiserie om journalisten Dicte Svendsen, hvor den første, ”Skjulte fejl og mangler” udkom i 2001 og den seneste niende bog ”Dødvægt” i 2015.

Med bogen, ”Som natten kender stjernerne”, fra september 2020 slår Elsebeth Egholm ind på et nyt spor med en fængslende kærlighedsroman om familiehemmeligheder, fortidens smerte og en besværlig forelskelse. 

Politikens forlag beskriver bogens handling således:  
”Koncertpianisten Malou Beck mister på samme tid både sin mor og sin musik. Under oprydning i morens lejlighed finder Malou og hendes søster en gammel lakplade – en Chopin-indspilning fra 1930’erne med en fransk pianist, Sophie Costeau, indspillet på et helt særligt flygel. Musikken er magisk, og da hun ser fotoet på omslaget, ser hun, at Sophie ligner hende selv. Har deres mor holdt på en familiehemmelighed?”

Malou rejser til Frankrig for at finde sandheden om sin egen og flygelets historie. Her hyrer hun en tolk, den amerikanske musiker, Cody Blake, som har en dyster fortid. Og så tager handlingen ellers fart.

Ved foredraget på Glasmuseet Ebeltoft fortæller Elsebeth Egholm om romanen og baggrunden for den fængslende historie.

Arrangeret i samarbejde med Glasmuseet Ebeltoft.
Billetprisen inkluderer adgang til museet fra kl. 18 og et glas vin i pausen.
Begrænset antal pladser.

Mere om Elsebeth Egholm og hendes forfatterskab
Den danske forfatter Elsebeth Egholm (1960) er født og opvokset i Århus, og hun har modtaget stor anerkendelse for sine romaner. Hun er uddannet journalist og har været ansat på Berlingske Tidende, men lever i dag af forfatterkarrieren. Egholm skriver i sine krimier om samfundets aktuelle problematikker og det moderne menneskelivs psykologiske problemstillinger. Netop blandingen af den underholdende form og de seriøse tematikker, tiltrækker en stor læserskare.

Egholm havde sin debut i 1999 med romanen ”De frie kvinders klub”, der blev skrevet på opfordring af forlaget Lindhardt og Ringhof. Forfatteren blev for alvor kendt med sin ni bind-lange femikrimiserie om den aarhusianske journalist Dicte Svendsen. Den første bog i serien er ”Skjulte fejl og mangler” fra 2002, og den behandler temaerne bortadoption, utroskab, religion og racisme. Man får undervejs indblik i Dictes barndom, og romanen er en konstant vekslen mellem fortid og nutid. Bøgerne blev gjort til en succesfuld TV2-serie med Iben Hjejle i hovedrollen.

Egholm påbegyndte en ny krimiserie i 2017 med romanen ”Jeg finder dig altid”, der har den ansigtsblinde læge Rina i hovedrollen. Rina fører et dobbeltliv, idet hun i al hemmelighed er street art-kunstneren Private Eye og sammen med efterforsker Helge Stanek rydder hun mordere af vejen i Aarhus.