Få hjælp til at lære at læse med en Læsehund

I samarbejde med Foreningen Læsehunde tilbyder vi læseforløb med en Læsehund på Rønde Bibliotek. Tilbuddet henvender sig til børn, der har svært ved at læse, og som kunne tænke sig at blive bedre til at læse på en hyggelig og anderledes måde.

Hvad er en læsehund?
En læsehund er en venlig og børneglad hund, der motiverer børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret til alverdens historier. En læsehund er godkendt og certificeret til at arbejde på biblioteket med netop denne opgave. Du kan kende Læsehunden på det lilla tørklæde, som den skal have på, når den færdes på biblioteket.

Hvordan kan en læsehund hjælpe?
En læsehund hverken dømmer eller retter på barnet, men tilbyder roen og nærværet, der skaber tryghed og tillid hos barnet. En læsehund er med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse og resultatet er øget læselyst og selvtillid.

Hvad koster det?
Det er gratis at modtage hjælp fra en læsehund. Læsehunden og dens ejer arbejder frivilligt og det er gratis for alle parter at deltage.

Hvor foregår det?
Vi mødes fast på Rønde Bibliotek. Her er lavet en lille hunde-hyggekrog. Dit barn læser op af sin egen medbragte bog. Men der er selvfølgelig også mulighed for at låne en bog på biblioteket.

Vi håber med tiden at kunne tilbyde forløb med læsehunde på alle biblioteker i Syddjurs.

Hvornår foregår det?
En læsestund varer 30-45 min. Tidspunktet for den ugentlige læsestund aftales med Syddjurs Bibliotek og læsehundens ejer.

Dit barn læser højt for læsehunden i 30-45 min. og undervejs hygger vi.

Hvor længe?
Læseforløbet varer typisk 6 uger og dit barn får et diplom, når forløbet er slut.

Sådan tilmelder du dit barn
Skriv en mail med information om dit barns navn og alder samt hvilket bibliotek eller læsehund I ønsker et læseforløb hos. Skriv til: syddjursbibliotek@syddjurs.dk

Vil du vide mere?
Du kan læse mere om læsehunde på Foreningen Læsehundes hjemmeside, www.læsehunde.dk

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Foreningen Læsehunde eller Syddjurs Bibliotek, børnebibliotekar Kis Walther (syddjursbibliotek@syddjurs.dk).